Fællesrådsseminar

Fællesrådsseminar

Med fokus på medborgerskab, lokalsamfundsbeskrivelser, trafikpolitik, borgermægling, affaldssortering og samarbejdsaftale mellem Kommune og fællesråd

Af Ole Nørgaard Madsen

Med informationer, oplæg og gruppearbejde afholdes seminar for fællesråd i Aarhus Kommune. Seminaret arrangeres i samarbejde mellem Kommunen og Arbejdsgruppen for Fællesrådene, som vælges af fællesrådene og behandler generelle forhold for fællesrådene.

Oplæg fra viceborgmester og rådmand

På fællesrådsseminar 2017 understreger viceborgmester Anne Nygaard, at lokalt arbejde og engagement er mere vigtigt end nogensinde for at sikre Aarhus som en god by for alle. Og hun peger på medborgerskabspolitik som redskab til at begrænse afstand mellem borgere og politikere.

Rådmand Christian Würtz oplyser, at Kommunen har modtaget lokalsamfundsbeskrivelser fra 15 fællesråd til det kommuneplanforslag, der i april skal forelægges byrådet med henblik på offentlighedsfase i sommermånederne.

Det velkendte problem i Hasle med gennemkørsel på lokale veje er ifølge Christian Würtz udbredt i Aarhus. Han oplyser, at Kommunen er i kontakt med Politiet med henblik på at finde løsninger, som Kommunen ser sig i stand til at finansiere.

På fællesrådsseminaret orienteres desuden om en borgermæglerfunktion, som trådte i kraft i 2015. Og om en ny affaldssortering, som træder i kraft i år.

Borgermægling

Borgermæglerfunktionen skal hjælpe med at skabe bedre dialog mellem borger og kommune. Borgermægleren er en mulighed, hvis det opleves svært at få nogen i Kommunen til at forstå, hvad der er vigtigt. Alle borgere i Aarhus Kommune kan rette henvendelse til borgermægleren. Og det er gratis at bruge borgermægleren.

 

Læs mere om borgermægling på www.aarhus.dk, hvor du finder oplysninger ved at bruge søgeordet ’borgermægler’.

 

Affaldssortering

Formålet med bedre affaldssortering er at øge genbrug, genanvendelse og anden nyttiggørelse. For at begrænse affald, der kræver deponering. Midlet hertil er borgernes sortering af eget affald, inden det afhentes som renovation. Derfor kan det være en god ide at søge information på www.sorter-mer.nu for at være godt orienteret. Og for at bidrage konstruktivt til at få værdier ud af affald.

Fællesråd

Fællesrådenes arbejde bygger på samarbejdsaftale med Kommunen. Den samarbejdsaftale er under revision, og på fællesrådsseminaret 2017 arbejdes i grupper med at afklare fællesrådenes rolle. Beskrivelser af arbejdet i grupperne indsamles til behandling i Arbejdsgruppen for Fællesrådene. Da afrapportering fra grupperne ikke sker på seminaret, er der ikke et indtryk af resultatet af behandlingen på seminaret før bearbejdelsen i Arbejdsgruppen for Fællesrådene.

Klaus Bendixen fra Hasle Fællesråd genvælges til Arbejdsgruppen for Fællesrådene.