Hasle Torv projektet i fokus
Søndag, 02. januar 2011 11:10
Fællesrådet forsøger igen at bringe Hasle Torv projektet i fokus, denne gang med support af vores lokale byrådspolitiker Kate Runge
Mødenotat:
Tid: 28. oktober 2010
Sted: Hasle Torv
Mødedeltagere:
Rådmand, Teknik og Miljø, Laura Hay
Byrådspolitiker, Kate Runge
Trafik og Veje, Anlæg, sagsbehandler Lone Hansen
Hasle fællesråd:
Ole Hejgaard Sørensen, formand for fællesrådet
Klaus Bendixen, næstformand, formand for trafik og byplanudvalg
Emne: Forskønnelse/renovering af Hasle Torv
Mødet var arrangeret i et samarbejde imellem Kate Runge og fællesrådet. Kate Runge der et bosat i Hasle er, som fællesrådet, træt af at se på torvet, som siden 2006 har ligget hen som et ufærdigt projekt og i øjeblikket ligner et forsømt og uskønt vejkryds.
Mødet fandt sted på Hasle Torv i en uformel, afslappet og konstruktiv atmosfære.
Mødedeltagerne besigtigede torvets fire hjørner og diskuterede ønsker og ideer til den videre proces, samt hvilke tiltag fællesrådet prioriterer højest.
Blandt de emner der blev diskuteret for de enkelte hjørner var følgende:
Det hjørne af torvet der i 2006 blev renoveret.
- Udskiftning af de granitsten der er beregnet til at sidde på med egentlige bænke, rådmandens kommentar, efter at have siddet på en af stenene - det lyder som en god ide.
- Belysning, rådmandens kommentar – vi er i gang med at finde besparelser på belysning i byen, så det ligger lidt tungt med at skulle øge udgifterne til belysning for nuværende.
- Opsætning af springvand, rådmandens kommentar – selv om fællesrådet finder fondsmidler til et sådant, skal man huske på, at Trafik og Veje får pålagt vedligeholdelsesomkostninger. Ideen er imidlertid spændende, og flere ideer blev drøftet.
Bankhjørnet (tidligere kaldt bagerhjørnet)
Fællesrådets første prioritet er at få dette hjørne renoveret, således at dette hjørne sammen med det ovenfor nævnte hjørne, udgør en samlet enhed. Følgende blev drøftet
- Parkeringsmulighed for de tre erhvervsejendomme
- Udnyttelse af niveauforskellen mellem Viborgvej og øverste part af arealet til, at benytte til konstruktion af en langsgående trappe, imellem en eventuel adgangsvej langs erhvervsejendommene og det egentlige torveareal.
- Det vigtige i at videreføre den dobbelte ring af træer, som en samlende udsmykning af torvet.
Hjørnet ved Ryhavevej 1 (kaldet Mazda hjørnet)
Mødedeltagerne beså dette hjørne, hvor græsset på den yderste part ligner et vildnis. Det er beklageligt at beboerforeningen ikke lader deres gartner bruge de 5 minutter længere, som det tager at slå dette græsareal, når han er i gang med den øvrige part af hjørnets græsareal.
Mødedeltagerne er bekendt med, at der verserer en sag imellem Kommunen og beboerforeningen, så der blev ikke drøftet noget tiltag for renovering af dette hjørne.
Hjørnet ved Kærtoften
Det vil være ønskværdigt, om den dobbelte ring af træer fortsatte på dette hjørne, men alle er vist enige om, at kærtoftens gamle huse bør bevares.
Mødet sluttede med, at Laura Hay bad fællesrådet arbejde videre, med forslag til torvets udformning /udsmykning. Laura Hay vil selv arbejde videre med sagen, men kunne ikke love at stå klar med midlerne til renovering straks. I tankerne er selvfølgelig, at byen skal være kulturby i 2017, og i den forbindelse er det et ønske, at byen skal præsentere sig med smukke byrum. Rådmanden er tillige klar over, at det er vigtigt for bydelen Hasle, at kunne opleve Torvet som et smukt byrum, som modvægt til de alt for mange uskønne boligblokke i området.
Klaus Bendixen / Ole Hejgaard
Se også:
Hasle Fællesråd har sendt brev angående anlægsplan for 2011 til Teknik & Miljø ved Århus Kommune
Brev af 18/10 2010 til teknik og Miljø ang. anlægsplan 2011




I maj måned er Caféen i Kulturhus Herredsvang rammen om en fotoudstilling af en lokal beboer - Sidsel Kirketerp.